Misha Sakharoff
Spread the Word!

Tredimensionel multifunktionel træning – Al trænings moder

Tredimensionel multifunktionel træning - træning for et sundt helbred ved Misha Sakharoff

Tredimensionel multifunktionel træning – træning for et sundt helbred ved Misha Sakharoff

 

Tredimensionel funktionel træning er et opvarmningsprogram, som er udviklet af Misha Sakharoff og beregnet på at gøre kroppen ikke bare fit, men gennemsund og ved godt helbred.

Fitness og helbred er nemlig ikke det samme.

De fleste fitnessøvelser fokuserer på at gøre kroppen funktionelt stærk. En god fitness kan være en del af et godt helbred, men der skal meget mere end fitness til at være sund.

Når vi taler om at dyrke fitness, er der nogle opfattelser, som altid er underforståede. Men de er ikke nødvendigvis rigtige. At fitness automatisk fører til godt helbred, er en af dem.

Fitness er at være fit i en given situation, så den måde du performer på, passer til et bestemt mål. Målet kan være muskuløs krop, lækre biceps eller en flot sixpack.

Helbred er faktisk noget andet. Når du træner for helbredets skyld, så træner du på en måde, som ikke bare fokuserer på de synlige muskler, men gør det godt for alle kroppens 13 forskellige systemer.

 

Hvordan træner vi os selv til et godt helbred?

Når vi træner af helbredsgrunde, så skal vi være klare over, at vi har en kropsstruktur, som er baseret på knogler og led. Kropsstrukturen er det, der gør os stærke i forskellige situationer, det der gør os dynamiske. Strukturen giver os mulighed for at modstå pres.

Basis i dette system er vores led, der kobler de enkelte knogledele sammen til en hel struktur. Hvis ikke vi havde disse fleksible led, ville vi ikke kunne bevæge os. Det ville i hvert fald rasle og gøre meget ondt, hvis vi prøvede.

Vi har lavet en særlig øvelse, som styrker disse led. Øvelsen er beregnet på at forbedre helbredet i dine led. Hvis du har en arthritis eller en inflammation i et eller flere led, kan denne øvelse jage dårligdommen på retur.

Øvelsen hedder tredimensionel multifunktionel træning.

 

Tredimensionel multifunktionel træning

Øvelsen træner fem vigtige områder af dit helbred på samme tid. Deri ligger det multifunktionelle.

Første område er selve leddet og synovialvæsken, den væske som ligger i ledsækken. Denne væske har forbindelse med lymfesystemet, og den har mange næringsstoffer i sig. Ideen med øvelsen er at transportere disse næringsstoffer til de områder, hvor knoglerne mødes, for at opbygge væv og at minimere slid og smerter på knogleenden.

Andet område er de muskler, som omringer leddet. Disse muskler giver leddet support og skal derfor være veltrænede, stærke og smidige.

Tredje område er vores lymfesystem. Systemet har ikke en pumpe som blodsystemet, der har hjertet til at pumpe for sig. I lymfesystemet er pumpefunktionen knyttet til bevægelse i kroppens led, og i vores øvelse arbejder vi os systematisk igennem samtlige kroppens led. Lymfesystemet er også en vigtig del af kroppens immunforsvar og evne til selvrensning.

Det fjerde område er afspænding i bevægelse. En rigtig kropsholdning kombineret med afspænding er den eneste rigtige indgang til træning.

Det femte område er moderation; at nyde langsom udvikling af et godt helbred, at undgå overtræning, og at undgå skader.

Øvelsen arbejder alle kroppens led igennem. Ti fysiske led og tre virtuelle led. Og hvorfor hedder øvelsen så tredimensionel? Fordi vi træner leddene i tre dimensioner: Vandret, lodret på tværs af kroppens akse og lodret på langs.

Øvelsen giver en rigtig god grundform til alle former for træning og styrker både helbred, velvære og immunforsvar.

Deltagerne i vores 50 ugers kursus møder øvelsen flere gange igennem forløbet og bliver fortrolige med øvelsen og dens videnskabelige begrundelser.

 

Afslappet holdning er basis

Det allervigtigste element i øvelsen er som sagt at være afspændt, rolig og i god balance.

De fysiske led er halsled, skulderled, albueled, håndled, fingerled. Hofteled, lårled, knæled, fodled, tåled.

De tre virtuelle led er øjne, tunge og mavecentret.

Hvorfor træne øjnene? Alle de små blodkar både udvendig på øjet og indvendig i øjet skal holdes fri af belægninger, alle toxinerne skal føres ud af øjets blodkar, lymfekar og muskulatur.

Hvorfor træne tungen? Via bevægelserne aktiverer vi vigtige lymfekirtler i hals og svælg, så toksiner skylles væk og føres ud af kroppen. Men bevæger vi ikke helt automatisk tungen, når vi spiser og drikker? Jo, vi bevæger tungen, men vi gør det formålsbestemt og rutinepræget. Tungen skal have sin helt egen træning, hvor den kommer godt rundt i hjørnerne af mundhulen og langt ud i yderpositionerne. Først da transporteres blod, ilt, næringsstoffer og lymfevæske effektivt rundt i tungemuskulaturen og svælget. Tungetræning er et eminent middel imod forkølelse og ondt i halsen!

Hvorfor træne maven? Ved at rulle mavemusklerne i tre dimensioner rundt om et imaginært punkt inde bagved navlen masserer vi vigtige organer og væv og stimulerer fordøjelse og flow i et område, hvor kroppen har flest toksiner.

 

Disclaimer

Det er vigtigt at huske, at denne form for træning ikke har meget til fælles med de fitness-øvelser, som du kender fra fitnesscentret. Vi må decideret advare dig imod at udføre disse øvelser med det pace og den præstationsiver, som du er vant til fra fitnessverden. Øvelserne skal udføres med den nødvendige afspænding, ro og kropsbalance – ellers kan de gøre mere skade end gavn.

 

↘︎↘︎ ABONNER VENLIGST          ↘︎↘︎ ABONNER VENLIGST         ↘︎↘︎ ABONNER VENLIGST

Print Friendly, PDF & Email

About the Author Carsten Legaard

follow me on:

Leave a Comment: